Andre landsbyer har tilmeldt sig så sent, at folk af den grund ikke har kunnet komme med på listen. Læser man navnelisterne igennem, kan man konstatere, at mange af de opførte navne går igen i brandværnene i dag, især i de mindre byer. Andre foreninger - som “Kriegerverein” og “Vaterländischer Frauenverein” blev sidenhen opløst under indtryk af den for Tyskland ulykkelige udgang at første verdenskrig. Men de forskellige brandværn bevarede deres position i folks bevidsthed som en yderst nødvendig organisation til selvhjælp, når ildebrand truede den enkelte familie og dens eksistens. Kun ringrider-foreningerne har en lignende ubrudt tradition fra vore olde- og bedsteforældres dage frem til i dag. Vore bedsteforældres landbosamfund var klassedelt: der var godsejere, gårdejere, kådnere, landarbejdere og deputatarbejdere, sidstnævnte fik deres løn dels i rede penge og dels i naturalier som mælk, kartofler, korn og andre landbrugsprodukter. Kådnere sad på den mindst tænkelige landbrugsejendom, som ikke var stor nok til, at ejeren kunne holde en hest, altså kørte han med stude.

I en avis fra 1873 berettedes der, at studespandene, som i de senere år var blevet holdt af så mange kådnere, nu i de fleste tilfælde havde måttet vige for enspændere. Studenes jævne, langsomme gang var i længden trættende for kusken. Mælkevognen kørte fra gård til gård for at samle mælkejunger, der skulle køres til mejeriet. Det sidste billede er fra Karlum skov, det blev taget ikke længe før 1914. Plantagerne var nu gamle nok til, at man kunne begynde med skovhugst. Til transport af de fældede træer dukkede en ny slags vogne op, den blev trukket af kraftige heste. Til egnens erhvervsliv hørte fra nu af også skovarbejde. Når de unge blev udskrevet at skolerne, søgte de deres udkomme som “tyende” - som tjenestepiger og karle på gårdene eller som piger og karle i husholdninger i de nærmeste købstæder. Deres ansættelsesog arbejdsforhold var fastlagt i tyendeloven af 1840, en lov, hvis retningslinier stort set blev bibeholdt i den prøjsiske tid. For de unge under 18 år sluttede faderen eller værgen den aftale og kontrakt, der kunne aftales som parterne ønskede det. Var en sådan kontrakt afsluttet for flere år, havde tyendet evt. i forbindelse med en afkortning af lønnen - ret til opsigelse med et halvt års varsel.

Husbonden havde en vis forsørgelsespligt i det tilfælde, at karlen eller pigen blev syg. Ud over kost og logi fik tyendet en vis kontant løn, oftest udbetalt halvårligt. Jens Tychsen fra Østerby brugte ét års løn for at kunne købe sig en ny cykel. Det siger noget om lønnens størrelse. Tyendebegrebet indeholdt, at vedkommende var forpligtet til at deltage i alt i hustanden forefaldende arbejde. Et tyende skulle for den offentlige kontrols skyld være forsynet med en skudsmålsbog (Gesindebuch), hvori opførtes, hvornår en plads var tiltrådt, og hvornår man var holdt op. Desuden var der plads til bemærkninger om vedkommendes adfærd og opførsel. Det kunne være ubehageligt, idet husbonden havde en mulighed for at genere den, der sagde op efter en uoverensstemmelse med arbejdsgiveren. Bogen skulle jo forelægges ved en ny ansættelse andetsteds. Pæne papirer blev ret afhængige af, hvordan arbejdsgiveren bedømte den ansatte. Hvis en karl eller pige forlod tjenesten i utide, stod gendarmen parat til at føre den pågældende tilbage til arbejdsstedet. Nærværende skudsmålsbog stammer fra Kær herred og fortæller, at tjeneste- og kokkepige Catharina Maria Carlsen bl.a. har tjent hos amtsdommer Panizza i Læk - og at hun i sin tjeneste havde været trofast, ærlig og flittig samt lavede mad til familiens tilfredshed. Perioden fra 1864 til 1914 var præget af udvandringer. Derfor var annoncer som hosstående almindelige i de aviser, der blev læst i Kær herred. Hvorfor udvandrede en landmand på egen jord og med et nyt hus, ejer af 16 stk. kvæg og 2 heste?

Havde han mon forbygget sig? 24.06.1873 beretter Tondernsche Zeitung: “Udvandringen fortsætter. I går er en familie med 4 småbørn rejst af sted fra Ophusum. De ejede en lille forgældet ejendom, solgte den og betalte håndpenge for overfarten til New York, solgte deres møbler, betalte deres gæld, levede flot på restbeløbet - og kom naturligvis til at mangle de sidste penge til overfarten. Da denne situation var uholdbar, besluttede kommunen at betale overfarten med penge fra Brarup fattigkasse”. Det var unægteligt en lidt usædvanlig måde at løse et socialt problem på. Oftest var det unge arbejdsløse, der valgte at udvandre. De unge mænd havde et ekstra motiv: den 3-årige værnepligt. Følgende hændelse viser det: Da man i Læk den 24.3.73 havde inviteret rigsdagsmanden E. ReederBølsbøl til at holde festtalen for 25- året for den slesvig-holstenske revolution, sagde rigsdagsmanden ikke meget om begivenhederne i 1848, men så meget mere om et par aktuelle politiske problemer. For det første tog han sit udgangspunkt i, at det kun var 2 år siden, den fransktyske krig var endt - og hans bemærkninger vedrørende denne og fremtidige krige mundede ud i, at de sidstnævnte ville blive så grusomme, at man ikke kunne forestille sig det.
Som 2. hovedpunkt tilkendegav han sin misfornøjelse med den 3-årige militærtjeneste, der var indført efter Prøjsens overtagelse af landsdelen 6 år forinden: for at undgå denne lange tjeneste forlod mange unge mænd landet og rejste til Amerika. Reeder var vistnok slesvig-holstener, men de to ved festen tilstedeværende gendarmer angav ham omgående til den offentlige anklager for disse politiske ytringer. Man da de lokale myndigheder fandt, at Reeder havde talt sandt, ville de ikke støtte anklagen mod ham, og sagen blev henlagt. Blandt de mange omvandrende folk, der året igennem drog landet rundt, blev især sigøjnerne af de fastboende betragtet som en plage. Sigøjnerne optrådte altid “i flok”. Man talte om “bander”, men egentlig var det familier eller “klaner” på vandring. Navnlig var Petermanns sigøjnerbande en overgang berygtet. I følge aviserne skulle Petermann have købt Dagebøl badehotel, fordi “banden” havde brug for plads: der skulle være tale om over 100 børn, der skulle gå i Dagebøl skole! Hvor mange voksne var der så ikke tale om. I dette tilfælde blev det ved rygterne.

Men der findes eksempler på, at naboer i fællesskab købte “truede” ejendomme for ikke at få sigøjnerne på halsen. Derimod var omvandrende bjørnetrækkere velkomne i landsbyen. Bjørnetrækkerne kom oftest fra Østrig-Ungarn eller Rumænien, og de dansende bjørne fra Karparterne. Trækkere og bjørne var et pust fra den vide verden, og de fremmedartede dyr fremkaldte en behagelig gysen hos deres altid nysgerrige og talstærke publikum. Mere almindelige end bjørnetrækkerne var omvandrende musikanter. Her et “band” foreviget foran Tyske hus i Læk. Ikke langt derfra - i Søndergade - lå ”Herberge zur Heimat”, det billigste logi for farende folk. Antallet at “subsistensløse personer”, som de kaldtes i politirapporterne, var stærkt stigende til 1914 - men først efter krigen nåede tallet sit højdepunkt. Og så var det kludehandleren med sit hundeforspand. Han havde “Wandergewerbeschein”, næringsbrev, og var en mand fra egnen. Hans forretning var baseret på byttehandel: nyt husgeråd for brugt tøj og gamle klude. Kludene solgte han til papirmøllen, og tøjet - hvis det ikke var for slidt - til marskandiseren. Heri lå hans kontantfortjeneste. Galleriet af landevejens folk var betydeligt større: fra skærslibere til håndværkssvende af så at sige enhver håndtering.