Hvalfangststraditionens tegn

Hvis man vil finde bygninger, der ser tilbage på en mere end 200-årig tradition, så kan man være sikker på, at de har været ejet af søfolk og kaptajner. Museer som fx Kongspeselen på hallig Hooge, Öömrang Hüs på Amrom og museet på Sild er alle kaptajnshuse. En hvals underkæbe som indgang hilser på gæsterne i Haeberlin-Frisermuseet i Vyk på Før. Et museum der primært har udstillinger om hvalfangsten. Til frisernes frihedsopfattelse hørte ved siden af de nordfrisiske herreders selvstændighed (se hertil artiklen i denne udgave om Kær herred) også bøndernes stolthed i det nordfrisiske marskområde, som de havde fravristet havet og de nordfrisiske sømænds selvbevidsthed. I dag er søfarernes og hvalfangstens historie en værdsat historisk arv, som lokker turister til området.

Amerika hvalfangstens nye aktør

I starten af det 19. århundrede drøftede man i Danmark at genoptage hvalfangsten bl.a. i Davisstrædet. Eduard Heiberg forhenværende købmand og forvalter for hvalfangst i ”Den Kongelige Grønlandske Handel” optalte 1805 antallet af fangster, som englænderne havde foretaget i de seneste ti år. Han konstaterede, at hvalfangsten især i Davisstrædet havde været en profitabel indtægtskilde for England. Han var af den opfattelse, at denne forretning skulle være på danske og norske hænder og foreslog at medtænke Grønland i disse planer og at oprette en station i Sisimut (Holstenborg) på Grønland. Heiberg understregede, at den danske hvalfangst ville have en fordel, da engelske skibe først kunne tage af sted fra England i det tidlige forår som regel i marts måned. Heibergs planer blev dog ikke taget op, fordi grossisterne ikke delte Heibergs entusiasme. England forblev således den eneste nævneværdige nation, der bedrev hvalfangst i det 19. århundrede. Holland og Tyskland havde kun få hvalfangere på dette tidspunkt. England havde forsøgt at udbygge sin halfangerflåde med massiv statsstøtte men måtte nu konstatere, at mange af disse skibe kun var blevet udstyret til formålet for at få del i subventionerne. 1824 afskaffede England samtlige subventioner til udbygning af skibe. I starten af det 19. århundrede overtog amerikanerne en førende rolle i hvalfangsten.
De gamle fangstområder ved New Foundland, Labrador og i det sydlige Atlanterhav var overfisket og amerikanerne opsøgte derfor nye fangstområder i Stillehavet. På dette tidspunkt var der ansat over 70.000 mennesker i den amerikanske hvalfangstindustri. 1846 havde amerikanerne en flåde på 759 skibe og udvandt 250.000 tons tran. Omkring 1840 sejlede i alt omkring 900 fangstskibe i verdenshavene som i gode år tilsammen fangede 10.000 hvaler om året. I det 19. århundrede havde et amerikansk hvalfangstskib en besætning på mellem 20 og 30 mand. Som regel var der op til seks både om bord på skibene, som hver især var besat med seks sømænd. Under hvalfangsten blev der som regel kun en eller to mand tilbage på skibet for at holde vagt. Også faglærte som skibskokken eller skibstømmermanden sad i bådene og deltog i jagten på hvalerne. Hvalernes spæk blev forarbejdet om bord på skibene og den kogte tran blev magasineret i tønder. En normal hvalfangstrejse tog mellem to og fire år afhængig af udbyttet og mængden af forråd, man havde med om bord.

Tran til margarine og nitroglycerin

Hvalens tran var et vigtigt grundstof til fremstilling af margarine og nitroglycerin og blev derfor anvendt i rustningsindustrien i begyndelsen af det 20. århundrede i forbindelse med den verdensomspændende oprustning. I 1930'erne opdagede man at hvalbestanden var alvorligt truet af den intensive hvalfangst. I årene 1930/31 blev der fanget 30.000 blåhval, dvs. mere end der i dag forefindes i verdenshavene. 1931 blev der indgået en aftale om en begrænsning af hvalfangsten, som trådte i kraft i 1935. Men aftalen fik ingen større effekt, da de store hvalfangstnationer som Norge og England ikke var medlem i Folkeforbundet. I det 20. århundrede blev der i alt ca. fanget tre millioner hvaler. Hvalfangsten ved Japan nåede efter Anden Verdenskrig sit højdepunkt, fordi hvalkødet sikrede at den nødlidende japanske befolkning blev forsynet med føde. Men japanernes fremgangsmåde var ikke særlig vellidt.
Skyld i at hvalerne nærmest er blevet udryddet er dog fortrinsvis en række europæiske lande, der beholdt deres hvalfangststationer i Antarktis-området indtil 1960'erne. Hvalfangsten fortsatte udelukkende til udvinding af råstoffer til industrien. Siden 1948 bliver hvalfangsten reguleret af internationale aftaler, bl.a. blev der fastsat fangstkvoter. Tilpasningen af kvoter og fastlæggelsen af områder, hvor hvalfangsten ikke må foregår bliver foretaget af den Internationale Hvalfangstkommision (IWC), der blev grundlagt i 1946. I 1986 blev der aftalt et såkaldt moratorium, der fastlagde at kvoten for hvalfangst for alle hvalarter sættes på nul. Moratoriet skulle i første omgang have gyldighed indtil 1990 men blev forlænget og gælder stadigvæk i dag. Udover IWC er der i de senest år blevet oprettet en række internationale institutioner, der tager sig af hvalernes artsbeskyttelse. Eksempler er bl.a. aftalen om beskyttelse af småhvaler i Nord- og Østersøen (ASCOBANS) og aftalen til beskyttelse af hvaler i et Sorte Hav, Middelhavet og de tilgrænsende Altlanterhavsområder. Japan, Island og Norge driver stadigvæk kommerciel hvalfangst, hvilket er yderst omstridt i den offentlige diskurs og hvert år fører til verdensomspændende protester.

Kilder:
Grönlandfahrt und Walfangschiffe. Boyens
Walfang der Nordfriesen, Fiete Pingel
Grönlandfahrer, Broder Riewerts
Dansk hvalfangst i Nordatlanten, Børge Fogsgaard