På de forskellige rejser lærte slesvigerne også nye sprog at kende. Undertiden vendte de hjem med en fremmed accent og levemåde. F.eks, fortalte præsten i Ballum i 1754, at mange af hans sognebørn tjente i Holland. Det lærte dem en fri levemåde, og den tog de med, når de vendte hjem. Deres hjemlige dialekt sønderjysk blev heller ikke upåvirket, men blev blandet op med et og andet hollandsk ord, mente præsten. Mere end andre steder var de vide horisonter til stede på de nordfrisiske øer langs Slesvigs vestkyst. Det er velkendt, at et stort flertal af den mandlige befolkning på Før, Sild, Amrum og Rømø tjente gode penge som søfarende. Men søfarten lokkede også beboerne i sognene på fastlandets vestkyst. Det lille sogn Dedsbøl ved Nibøl kan tjene som eksempel. Fra 1700-årenes begyndelse har vi bevaret lister, som klart viser, at folkene fra Dedsbøl kom vidt omkring som søfolk. I 1720'erne nævnes i alt 65 mænd fra sognet, som var borte hjemmefra. De fleste var borte som søfolk i det fremmede. Mange tog på hval- og sælfangst i farvandene ved Grønlands kyster og i Davisstrædet. Hvert forår sejlede de i samlet flok hjemmefra til skibene i Holland. Hvis der blev modvind, gav det dem problemer. Sådan gik det i 1721. Da måtte de fleste blive hjemme i Dedsbøl sommeren over, ” fordi vinden i dette forår bestandig var imod og holdt Grønlandsfarerne fra deres rejse til Holland”, fortæller kilden.

Holland var den allervigtigste arbejdsgiver. En række folk fra Dedsbøl fandt hyre i indenrigsfart i Holland, men de fleste søgte til hvalfangerne. Rejsen var en sommerfornøjelse, som muliggjorde, at søfolkene kunne vende hjem om vinteren. Det samme gjaldt formentlig de Dedsbøl-folk, som tog en hyre fra f.eks. Bremen til Norge, eller som benyttede skibe fra Hamborg. Nogle var fast i hollandsk søtjeneste. De har måske været hjemmefra i længere perioder. Det gjaldt i alt fald dem, der tjente til føden i fart på Ostindien. Så mange som 6 Dedsbøl'er tjente på Ostindienfarere i 1720'erne. De var hjemmefra i lange perioder. Hyre til Ostindien udelukkede, at de pågældende kunne gøre en afstikker til andre destinationer. De 6 Dedsbøl'er, som sejlede på Ostindien, blev derfor helt fast registreret som bortrejst på denne fjerne fart. De var ”bortrejst til Ostindien”, hed det. 12 af deres sognefæller prøvede en eller flere ture til Vestindien. Det var også lange rejser, men dog knap så bindende som ekspeditionerne til Ostindien. Vestindien-rejsen var ikke længere, end at sømanden skiftevis også kunne prøve anden fart, f.eks. et sommertogt til Grønland.

Nogle lod sig engagere til fart mellem havne i Østersøområdet og Vest- eller Sydeuropa. Disse ruter begyndte i det russiske område - i ”det moskovitiske”- som kilden siger, og gik til Frankrig, evt. til Portugal og Lissabon, ja for en enkelt helt til Smyrna. Det var farlige ekspeditioner. I disse år i begyndelsen af 1700-tallet huserede piraterne skrækkeligt langs alle Sydeuropas kyster. Ganske mange søfolk faldt i sørøvernes klør og endte i slaveri. Indsamlinger for at løskøbe staklerne forekom hyppigt på hjemegnen frem til midten af 1700-årene.
Dedsbøl-folkene var således meget afhængige af søfarten til fjerne lande. I de andre vestkystsogne var det ligeså. I Emmerlev længere oppe ad Slesvigs vestkyst herskede ganske tilsvarende forhold. I dette lille sogn foretog præsten hvert år en opgørelse over de menighedsmedlemmer, som døde i det fremmede og altså ikke blev stedt til hvile på hjemsognets kirkegård. Det drejede sig især om søfolk. I enkelte år nåede tallet på udensogns begravede op på mellem 25 og 50 % af samtlige døde. Også i Emmerlev var det Grønland, som trak de fleste, og Holland var den vigtigste hyreplads. I 1720'erne opholdt en hel stribe af sognets yngre mænd sig i Holland, en enkelt i København, en i Lissabon. Kirkebogen over døde fra 1751 bekræfter billedet fra Dedsbøl. Det år døde fra Emmerlev 12 udenlands. Fire døde på Grønlandsfærd, fire på fiskeri, en døde i Lissabon, en i Amsterdam og en på rejse til Ostindien.

I 1766 sammenfattede sognepræsten søfartens betydning for sognet på denne måde: ”Søfarten gør sognet til et af de talrigste og drager en hob mennesker sammen, som vil være nær ved søen og herfra overskibes til Holland, hvor de er velkomne gæster, men da lykken på søen er helt foranderlig, så forårsages just derved større armod her end andensteds, når manden enten dør på rejsen og efterlader enke og børn eller og kommer tomhændet hjem til sin talrige flok og finder solide levnedsmidler i en så folkerig egn dyrere end andensteds”
De vide horisonter kunne således nok bringe rigdom - men indebar også risici. De sociale betingelser på vestkysten var fulde af problemer.